Byfesten

Det er faktisk det samme som sidste år. Og året før det. Men det er okay - sådan skal det være. Tivoli til børnene – og til de store børn. Teltet til de voksne – og de lidt yngre. Det er, som det plejer.

Mange, som er flyttet fra byen, kommer tilbage denne ene weekend for at mødes med dem, som de også snakkede med sidste år. Ikke meget er sket på et år. Nogle har fået nyt arbejde, enkelte børn, andre hus. Man mødes i baren til et par Jägerbombs og en lunken Mokai. Det gjorde vi også sidste år. Aftenen slutter på det lokale værtshus, ja faktisk det eneste. Det plejer vi. Og vi hygger os – for det er der tradition for.

 

DSCF3157.jpg

Erik Brandt

Sidst i marts  fotograferede jeg Erik Brandt til Ekstra Bladets lørdagsmagasin, EKSTRA. Journalisten og jeg bliver mødt af Erik i entreen til lejligheden på fjerde sal - midt i København.  

Uddrag af artiklen (skrevet af Marianne Vestergaard):

"Erik Brandt viser gæstfrit rundt i sit hjem på fjerde sal på Esplanaden i København, og han har selv lavet kaffen i dag. Hushjælpen har fri, og assistenten er syg, så han har måttet stå på egne ben. Og lige i øjeblikket kan han dårligt gå på det venstre. Men han har bidt smerten i sig og iført sig et par af de håndsyede sko, fordi han ventede besøg. Ellers ville han humpe rundt i træningssko".

"Den 70-årige modelegende, morfar og millionær kan stadig lide at være i front. Lige i øjeblikket arbejder han hårdt på dels at komme ind på det kinesiske marked med Margit Brandt Design, og dels at få noget af sortimentet ud i de danske supermarkeder. Det kunne for eksempel være indpakkede strømper eller en duftende creme".

"Når Erik Brandt siger sin hustrus navn, er der næsten ikke noget ‘g’. Ligesom en sten i strandkanten bliver lidt rundere for hvert bølgeslag, er g’et blevet helt blødt af at rulle over hans læber, siden de mødtes, da han var 18 år og hun 17".